Adam Price skal skilles
Den 50-årige manuskriptforfatter og mad-ekspert Adam Price skal skilles fra grafisk designer Mischa Jemer efter fem års ægteskab.
Adam Price er snart på vej med den nye DR-serie ”Herrens veje” til efteråret, men har altså måttet træffe en svær privat beslutning undervejs. Det skriver ugebladet Tæt på.
- Ja, det kan vi bekræfte, men Adam har ikke yderligere kommentarer, siger hans personlige assistent Nina Quist til BILLED-BLADET.
Den store fejring må vente
Manuskriptforfatteren kunne fejre sin 50-års fødselsdag i maj, og her afslørede han over for BILLED-BLADET, at han var midt i en meget travl tid.
Selve fødselsdagen blev fejret med familie og venner, og så må den store fejring vente til senere på året.
Adam Price har dannet par med Mischa Jemer i næsten otte år, og parret blev gift ved et stort bryllup i Frederiksberg Kirke i 2012.
Adam Price har ægteskab bag sig
Parret mødte hinanden for første gang i 2010, og i 2011 valgte manuskriptforfatteren så at fri til Mischa Jemer i Sydfrankrig.
Adam Price har et tidligere ægteskab bag sig med produceren Lærke Kløvedal, som han har sønnen Storm med.
Manuskriptforfatteren er desuden far til datteren Josephine fra et tidligere forhold.