
Aflyste ordrer og banker, der smækker kassen i: Her er sandheden om Carmen Curlers

I "Carmen Curlers" lukker bankerne kassen i, og Axel Byvang og hans firma har ikke råd til at opgradere fabrikken til at kunne følge med den store ordrer på 850.000 curlere, der kommer ind.
Medarbejderne, der arbejder i døgndrift, får heller ikke deres løn.
Til sidst må de aflyse alle de ordrer, der ikke kommer fra USA.
Pludselig kommer fru Mosholt på banen som mulig privat investor.
Men hvor meget af det er virkelighed, og hvor meget er fiktion?
Vi har spurgt manuskriptforfatter Mette Heeno, der er hovedforfatter på "Carmen Curlers".
- Der var en stor juleordre, og alle arbejdede i døgndrift. Og de amerikanske ordrer begyndte at presse sig på på et tidspunkt, hvor Arne Bybjerg valgte ikke at tage imod ordrer fra andre lande. Og det gjorde Carmen Curlers meget sårbar, for denne ene kunde blev jo så ret magtfuld. Og det er det, hele sæsonen handler om: Hvad det har af konsekvenser at lade sig forblænde af den amerikanske drøm. Hvis man vælger at stole på kun én, siger hun.


Det blev farligt
I serien hedder det amerikanske firma Clarice Cosmetics.
I virkeligheden hed det Clairol.
Firmaet endte med at stå for næsten hele produktionen, inden Clairol købte Carmen Curlers i 1969.
- De pressede Carmen til at blive deres, fordi de var økonomisk afhængige af dem. Carmen kom jo aldrig ind på visse andre markeder, fordi de prioriterede det amerikanske. Og det blev farligt at have så meget loyalitet til nogen, man ikke kendte...
Seriens forløb ligger altså meget tæt på virkeligheden.

Mosholt er opdigtet
Én stor detalje i "Carmen Curlers" har dog ingen rod i sandheden, nemlig Mosholt som investor.
- Bankerne lukkede rigtigt nok i. Carmen havde så meget likviditet ude og så svært ved at betale ansatte og kreditorer, at de lavede aftaler med medarbejdere om at udskyde lønnen. Jeg læste i et interview, at Arne Bybjerg forbandede den bank, der som den femte lukkede kassen i. Han var tæt på at indgå nogle samarbejder med nogle andre, men var så sårbar. Selve historien om Mosholt er opdigtet, men den er meget plausibel, fordi desperationen over ikke at kunne få hjælp af banken har været stor. Og der begås der fejl som iværksætter, når man indgår et samarbejde med nogen, man så pludselig er i lommen på... fortæller Mette Heeno.

En bittersød afslutning
I virkeligheden sluttede Carmen Curlers-eventyret for Arne Bybjerg i 1969 efter salget.
Herefter flyttede han til udlandet.
- Jeg tror, det var en bittersød afslutning. Det var seks år – faktisk lige så lang tid, som vi har været i gang med serien – med en kometproduktion og en flying high fabrik, der eksploderede med salg, og så stoppede det brat. Men hårmoden ændrede sig jo i 70'erne, så på en måde var det også sejt at komme ud af det, for lige efter skulle alle være hippier med glat hår. Han lukrerede på det høje hår, imens det stadig var på mode, siger Mette Heeno.