Afsløring: Her skal X Factor-finalen holdes
Endnu en gang bliver det Herning, som sætter scenen for "X Factor"-finalen.
Fredag den 22. marts kl. 20.00 skydes "X Factor 2013"-finalen i gang med et brag. Det er andet år i træk, at DR afholder finaleshowet i Jyske Bank Boxen i Herning.
På fredag bevæger "X Factor" sig ind i den sidste og afgørende fase - nemlig de direkte liveshows. Det er her, konkurrencen for alvor begynder for de ni håbefulde livedeltagere, der hver fredag skal optræde og herefter udskilles én for én, indtil de kun er tre tilbage. Når de tre finalister endelig er fundet, er der kun det store finaleshow tilbage, hvor den endelige vinder kåres.
I de første to sæsoner blev finaleshowet afholdt på DR's egen scene, i 3. og 4. sæson fandt showet sted i Parken, og i 5. sæson blev finalen afholdt i Boxen. Så det er andet år i træk, at "X Factor"-finalen rykker væk fra hovedstaden og ud i landet, når det hele går løs fredag den 22. marts kl. 20.00 i Boxen i Herning.