
Anne Hjernøe mistede sin mand: Derfor vil hun ikke undvære sorgen

Det var tilbage i efteråret 2024, Anne Hjernøe mistede sin mand. Hun og Jens Folmer Jepsen blev gift i 2010 men havde dannet par gennem mere end 30 år, da han døde som følge af kræft.
Det er ikke alle, der bryder sig om at tale om døden, men Anne Hjernøe sætter nu ord på, hvordan tiden efter dødsfaldet har været, og hvorfor sorg ikke er en dårlig ting.

- Jeg har mistet min mand. Jeg sørger. Hvis der kom nogen og sagde, om de skulle fjerne min sorg, ville jeg sige nej tak, for det er også i sorgen, min mand bor, forklarer tv-kokken i en ny video, DR har delt.
Her kan man se hende side om side med Esben Dalgaard og Puk Elgård. De har hver især lavet programmer under DR’s tema ”Vi taler om at dø”.
Anne Hjernøe sætter i programmet ”Anne og sorgen” ord på, hvordan det var at miste sin mand.
"Sammen med sin datter Camille åbner Anne op om sin mands død i 2024, snakker med eksperter om sorgprocesser, om sorg mellem generationer, følelsen af forladthed - og så forsøger Anne og Camille at skabe liv og lys i hjemmet igen med hjælp fra venner og nære", skriver DR om udsendelsen.
Der er premiere den 9. februar.

