17. sep. 2020
Af Karina Didriksen

Anne overraskede Anders: Derfor kom børnene på besøg

Anne Hjernøe med datteren Camille og Anders Agger med sønnen Rasmus.
Anne Hjernøe med datteren Camille og Anders Agger med sønnen Rasmus.
Foto: Egon Rix/DR
Anne Hjernøes datter, Camille, og Anders Aggers søn, Rasmus, dukkede pludselig op i det sidste afsnit af ”Anne og Anders vender hjem”.

Det lykkedes Anne Hjernøe at holde på en lille hemmelighed, da hun i sommer kørte rundt i det danske sommerland med makkeren Anders Agger.

Da den jyske tv-duo skulle optage deres fjerde og sidste afsnit af ”Anne og Anders vender hjem” ved Limfjorden, dukkede Anders’ søn, Rasmus, nemlig op sammen med Annes datter, Camille.

- Lige pludselig stod Camille og Rasmus der, og jeg tænkte bare ”hvad fanden laver I her?”. Men det var rigtig fint, for det indkransede jo historien om, hvad det er, vi selv giver videre til vores børn, fortæller Anders Agger til BILLED-BLADET.

Det hele gav mening

I DR-programmet har den populære tv-duo set tilbage på deres egen barndom og sommerminder, så derfor gav det god mening for Anne Hjernøe, at deres egne børn skulle være med.

- Anders skulle ud og spille fodbold, og jeg skulle lave mad, så Anders vidste ikke, at jeg havde inviteret ungerne, fortæller tv-kokken og tilføjer:

- Det gav god mening, at vi til sidst sad omkring et bord med vores børn og spiste sammen ved Limfjorden.

Stolte af børnene

51-årige Anne Hjernøe har datteren Camille på 18 år med sin ægtemand, Jens Folmer Jepsen, mens 55-årige Anders Agger har sønnen Rasmus på 30 år med kæresten Lissa.

Tv-duoen er enige om, hvad de gerne vil give videre til deres børn.

- Det med grundlæggende at være et ordentligt menneske og behandle folk, som man gerne selv vil behandles. Det var vidunderligt at se Rasmus og Camille komme gående ind på et set, nærmest hånd i hånd, fordi de havde kørt i bil sammen. At se, at vi har lavet to gode mennesker, siger Anne Hjernøe med et smil.

Læs et stort interview med Anne og Anders i BILLED-BLADET, som kan købes fra torsdag den 17. september. Her fortæller tv-parret om deres tætte forhold, deres familier og om, hvorfor de har overvejet at stoppe med deres programmer.

Læs mere om: