Annette Heick i tårer på TV
Normalt er Annette Heick ikke sådan at bringe ud af fatning foran rullende kameraer, men det sker onsdag aften i DR-serien "Ved du hvem du er?". Den 40-årige sangerinde og TV-vært bliver så berørt, at hun bryder sammen i gråd, når hun i programmet går på jagt efter sine familierødder.
Annettes far, Keld Heick, er opkaldt efter sin onkel Keld, som var helt ung frihedskæmper under besættelsen. Bare 22 år gammel blev Keld Lauritz Jeppesen skudt af tyskerne 24. februar 1945, på samme dato som Annettes far blev født præcis ét år senere - og modstandsmandens tragiske skæbne gør et stort indtryk på Annette. Da hun sidder med kondolencebrevet, som hendes familie fik midt i sorgen, begynder hun at græde.
- Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor forfærdeligt det må have været at modtage sådan et brev om sin elskede, siger Annette Heick, mens tårerne triller ned ad kinderne.
- Hvor er det voldsomt, udbryder hun, da hun for første gang hører hele historien og får lov at komme ind i lejligheden i indre København, hvor Keld blev hentet af tyskerne den skæbnesvangre dag.
- Han har været en figur, der er kommet op rigtig, rigtig mange gange derhjemme og til familiefester. Èn, man altid har talt om. Nu føler jeg ligesom, at jeg kender ham, siger hun.