27. jan. 2014
Af Casper Nielsen

Arvingerne vinder franske TV-priser

"Arvingerne"  Carsten Bjørnlund, Trine Dyrholm, Marie Bach Hansen og Mikkel Boe Følsgaard.
"Arvingerne" Carsten Bjørnlund, Trine Dyrholm, Marie Bach Hansen og Mikkel Boe Følsgaard.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET.
DR's TV-serie "Arvingerne" om Grønnegaard-familien og deres problematiske arvesag imponerer internationalt og har netop vundet to priser i Frankrig.

Trine Dyrholm, Carsten Bjørnlund, Mikkel Boe Følsgaard og Marie Bach Hansen kæmper ikke forgæves, når de søndag efter søndag i DR's dramaserie ”Arvingerne” slås om retten til Grønnegaarden.

Internationalt vækker serien og skuespillet nemlig opsigt. Da der lørdag aften var prisuddeling ved FIPA-festivalen - Festival International des Programmes Audiovisuels - i den franske by Biarritz, blev "Arvingerne" således en af topscorerne i det internationale selskab.

Serien vandt både den såkaldte FIPA d'Or-pris som "Bedste dramaserie" og prisen for "Bedste manuskript".

- Vi har med "Arvingerne" stræbt efter at skabe et nuanceret og ærligt familieportræt, og det er en stor glæde, at fortællingen også kan ramme på tværs af grænser. Det er den første festival, "Arvingerne" deltager i, og vi er meget overvældede over at få priserne, siger Maya Ilsøe, der er hovedforfatteren bag serien, til DR.

Solgt til mange lande

DR's dramaserie var allerede før den danske TV-premiere solgt til Australien, Storbritannien og Benelux-landene, samt netop også Frankrig, hvor priserne blev uddelt.

Også lande som Tyskland og Mexico samt Baltikum planlægger at lade seerne møde familien Grønnegaard og deres genvordigheder i den kommende tid.

Samtidig arbejder DR Salg videre med at få serien afsat til flere TV-stationer verden over, og ifølge souschefen for DR Salg, Helene Aurø, er der siden premieren nytårsdag kommet flere bud - både på at købe serien, men også på at lave genindspilninger - såkaldt remakes - af den.

Et stærkt generationsskifte

DR's dramachef Piv Bernth siger, at det er en stor ting for DR Fiktion, at "Arvingerne" nu også er blevet belønnet med priser.

- Det er dejligt at se, at generationsskiftet markerer sig så stærkt, både herhjemme og i udlandet. Den fortættede historie om de svære familierelationer er universel, og Maya Ilsøe og hele holdet bag serien har løftet den svære opgave at revitalisere TV-seriens udtryk og form. Fiktionsledelsen er meget stolte over serien og dens foreløbige flotte rejse ud i verden, siger hun.

DR's dramaserier har tidligere klaret sig godt på FIPA-festivalen i Biarritz. I 2011 hentede "Borgen" også to priser; nemlig for "Bedste serie" og "Bedste soundtrack".

Læs mere om: