Bagedyst-deltager var gravid under optagelserne
”Den store bagedyst”-deltager Rikke Baun Plougmann havde en kage i ovnen under optagelserne til den nye sæson af DR1-programmet – hun vidste det bare ikke.
- Jeg var gravid i størstedelen af bagedysten, men var ikke klar over det, så det er ikke noget, jeg har holdt skjult, lyder det med et grin fra Rikke, som tilføjer:
- Det var en kæmpe udfordring at være med i bagedysten, så jeg er glad for, at jeg først fandt ud af det bagefter. Ellers havde det nok været en ekstra stressfaktor oveni alt det andet.
Får en pige
Den 31-årige revisor er nu seks måneder henne og venter en lille pige til januar, der allerede har fået navnet Solvej.
Rikke er i forvejen mor til Holger på to år, som hun har med sin mand Steffen på 28.
Den lille familie bor i en lille by nær Skive i Jylland.
Du kan følge den kageglade, vordende mor i "Den store bagedyst" lørdage kl. 20.00 på DR1.