25. okt. 2017
Af Lisbeth Grube

Bagedyst-Rosa blev mesterbager: Ville hoppe i søen af glæde

Rosa Kildahl
Rosa Kildahl
Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
- Jeg blev jublende glad, siger 60-årige Rosa, der blev kåret som mesterbager efter at have serveret bagværk, som fik bagedystdommer Grigo til at kramme hende.

Så skete det! For første gang blev en bedstemor mesterbager i ”Den store bagedyst”, da 60-årige Rosa snuppede den eftertragtede titel med sine formidable wienerbasser og hoppede rundt i en herlig jubelscene på TV.

- Jeg blev så megaglad! Jeg troede ikke, det var muligt, og det føltes så lækkert, at det lykkedes, siger Rosa.

- Faktisk var jeg så kæk, at jeg havde lovet, at jeg ville hoppe i søen, hvis jeg blev mesterbager. Det blev jeg dog frarådet, for der var for meget brakvand, ler mesterbageren fra Glyngøre.

Efter sejren skyndte hun sig at ringe hjem til sine to børn og sin mand.

- De blev så glade på mine vegne. De troede, at jeg var på vej ud af bagedysten – og det troede jeg også selv efter sidste onsdag, hvor det gik ganske forfærdeligt. Men familietemaet med pizza og wienerbrød passede lige til mig, siger Rosa og røber, at hun altid har hjemmelavede spandauere og snegle i fryseren klar til at smide i ovnen.

Rosa ser fremad

Rosa har for længst vundet seernes hjerter med sin varme udstråling og sine sjove kommentarer. Og hun har da også en særlig taktik til at håndtere presset i teltet.

- Jeg prøver at abstrahere fra det, der er sket, og se fremad. Man skal ikke slæbe det gamle lort med sig, fastslår hun.

Rosa har tre elskede børnebørn på 8, 5 og 1 år, og det var den ældste, der opfordrede farmor til at melde sig til bagedysten.

- De er så søde. Den store følger virkelig med i bagedysten, men de små kan selvfølgelig ikke bevare koncentrationen. Ham på fem sagde forleden: ”Farmor, jeg synes, vi skal se noget andet. Jeg tror, jeg får feber, hvis jeg ser mere”, ler Rosa med sin smittende latter.

Læs mere om: