15. nov. 2014
Af af Ken Richter

Bagedyst-Tobias får sit eget TV-program

Tobias Hamann-Pedersen fra "Den store bagedyst" 2014.
Tobias Hamann-Pedersen fra "Den store bagedyst" 2014.
Foto: Lars Aarø
Tobias Hamann-Pedersen, der vandt "Den store bagedyst" på DR, får nu sit eget rejseprogram.

Mens Tobias Hamann-Pedersen har bagt til den store guldmedalje i årets udgave af "Den store Bagedyst", er der også blevet bagt i kulissen. Den talentfulde bagermester får i det nye år sit eget rejseprogram, som vil blive sendt på DR1.

- Det er vildt spændende og virkelig dejligt, fortæller en både glad og stolt Tobias Hamann-Pedersen, mens han er ude på dagens løbetur, inden han skal vise bagekunst i Ry og senere på dagen også i København.

- Jeg får også min egen kontorplads. Det har jeg aldrig prøvet før, griner Tobias, der skal rejse ud i verden fra DR i Aarhus.

Alle detaljer om indholdet i rejseprogrammet er endnu ikke på plads, men Tobias regner med, at de første optagelser begynder allerede til februar, og han vil godt afsløre, at det også kommer til at handle om kager og gastronomi.

Læs mere om: