4. feb. 2014
Af Lisbeth Grube

Benedikte Hansen: Jeg får altid de mørke roller

Benedikte Hansen.
Benedikte Hansen.
Foto: Lars H. Laursen
Skuespilleren Benedikte Hansen fortæller, at det dystre bor i hende.

Benedikte Hansen har gennem hele sin karriere fået roller, hvor hun skal træde ind i mørket. Det er nærmest blevet en naturlov for den 55-årige skuespiller, som netop nu er aktuel i forestillingen "Hærværk" på Det Kongelige Teater.

- Mørket har været en følgesvend i hele mit liv. Både mit private liv og i mit liv på scenen. Hvis der findes arketyper i teatret, har jeg altid spillet den mørke. Den selvdestruktive, den passionerede, siger Benedikte Hansen til Det Kongelige Teaters magasin Akt.

- Årsagen til, at jeg ofte har spillet den rolle er, at jeg ikke har så langt ind i mørket. Det bor i mig. Og så har det også noget med udstråling at gøre. Jeg har en dyb stemme, jeg er lang; jeg er ikke nogen lille sød pige, siger skuespilleren med den karakteristiske mørke stemme.

En af hendes mest voldsomme roller var som Elektra i stykket "Sorg klæder Elektra" på Det Kongelige Teater. Ifølge Benedikte var Elektra så formørket, at det var grumt.

- Nogle gange var vi skuespillere næsten nødt til at drikke os fulde efter forestillingen for overhovedet at holde tanken ud. Men det var en stakket frist, for det det var ikke så godt at spille fire en halv timers had med tømmermænd, fortæller Benedikte i magasinet.

Læs mere om: