18. feb. 2013
Af af Henrik Salling

Blachman: Jeg er højt hævet over at hævne

Thomas Blachman
Thomas Blachman efter afgørelsen i andet "X Factor"-liveshow
Foto: Lars Laursen
Bølgerne gik højt i fredags til andet liveshow, men selv om der nu er gået et par dage, har de to kamp-”haner”, Blachman og Linnet, endnu ikke haft lejlighed til at tale fredagens program igennem.

En egentlig hævnaktion fra Blachmans side kommer dog aldrig på tale.

- Jeg er højt hævet over at hævne mig, siger Thomas Blachman, som til dels er enig i, at sangvalget for Zaina ikke var perfekt.

- Men her er et talent, som ubetinget kræver, at hun får lov til at vise mere. Anne og jeg er 180 grader fra hinanden, når det handler om smag, fortæller Thomas, som også gerne havde set, at Ida selv havde stemt sin egen deltager hjem.

- Det gjorde jeg jo sidste år. Så den vej er ligesom banet.

Foruden den åbenlyse uenighed mellem Blachman og Anne er der også andre ting, som ligger dommerne på sinde. For Annes vedkommende bør der også diskuteres god takt og tone. For når Anne Linnet sætter sig i dommerstolen, er det vigtigt for hende, at der bliver talt ordentlig til deltagerne. Specielt at holde en god retorik over for de helt unge er vigtig for hende.

- Det ligger mig meget på sinde, at kritikken over for de meget unge deltagere bliver serveret på en ordentlig måde. Det giver ingen mening at få folk til at bryde sammen for åben skærm, siger Anne, som har nærstuderet klippene fra i fredags, hvor hendes grupper modtager kritik.

- Jeg bryder mig ikke om at de bliver kede af det, og det er en diskussion, som jeg nok vil tage op med mine to andre meddommere, fortæller Anne.

Læs mere om: