26. mar. 2013
Af Casper Nielsen

Blachman vurderer nøgne damer

Thomas Blachman og Erik Brandt
Erik Brandt og Thomas Blachman.
Foto: DR/Theis Mortensen
Tolv kvinder smider tøjet foran "X-Factor"-dommeren i nyt TV-program.

- Kvindekroppen tørster efter ord. Det er derfor jeg er her nu – for at påbegynde et meget nødvendigt stykke arbejde. Nemlig den noble ambition, at ”repositivere” kvindens syn på mandens syn på kvinden, siger Thomas Blachman.

"X-Factor"-dommeren skal stå i spidsen for et program, som mange mænd muligvis vil misunde ham.

I seks programmer åbner han et ”herreværelse” på DR2, hvorpå tolv forskellige kvinder i hver udsendelse liner op i bar figur foran ham.

Meningen er så at Blachman – sammen med en ny mandlig gæst – skal kommentere hvad de ser, og hvilke associationer det vækker, at blive konfronteret med den nøgne kvindekrop.

Samtalerne – håber Blachman – skal ”give seerne et sjældent indblik i mænds tanker om kvindekroppe, seksualitet, og egen formåen”.

- Alt sammen i en slags søgen efter et svar på, hvor manden er på vej hen, forklarer Blackman.

Den skaldede "X Factor"-dommer har inviteret seks forskellige mænd i forskellige aldre for at få så forskellige samtaler frem som muligt i løbet af programmerne.

Den 2. april er modeskaberen Erik Brandt den første gæst.

Derpå følger forfatteren Jan Sonnegaard, sangeren Shaka Loveless, designeren Henrik Vibskov, Stand-up komikeren Simon Jul og sexologen Sten Hegler.

Læs mere om: