Blachmans venner: Han spiller som en uregerlig møgunge
- Han spiller som en uregerlig lille møgunge, der gerne vil ses af mor og far, og det er jo fandeme dét, der driver værket, siger Carsten Dahl om den kontroversielle ”X-Factor”-dommer Thomas Blachman til DR.
Dahl ved hvad han taler om
Som pianist og professor ved Rytmisk Musikkonservatorium har han - og bassisten Lennart Ginman - optrådt med Blachman i jazztrioen GinmanBlachmanDahl i årevis.
De har kendt hinanden siden de var børn, og de omtaler deres forhold som et langvarigt ægteskab.
Trioen tror på det spontane og det improvisatoriske i musikken.
De har få faste musikalske holdepunkter, når de optræder, hvilket kan gå begge veje.
- Vi spiller højst sandsynligt sindssygt gode ting, men vi spiller også noget værre lort af og til! Men den præmis har vi ædt, for kunsten er større end os. Vi kan ikke kontrollere det, forklarer Lennart Ginman
Thomas Blachman har nøje udvalgt de to musikere til hjælpedommere i årets ”X Factor”-Bootcamp i Rundetårn, hvor de skal hjælpe ham med at udpege og sammensætte de endelige grupper.
De vil lede efter de gyldne øjeblikke. De øjeblikke, som rammer dem i hjertet. Det er ikke vigtigt om sangerne er teknisk dygtige, bare de har det dér ekstra, udefinerbare.
I deres univers er det kunstens præmisser, der gælder. De søger det universelle og dét, som er større end musikken.
- Deltagerne skal have en idé, der er så stærk, så den erobrer hjerter, forklarer Lennart Ginman.
Men det er ikke let, at skabe de øjeblikke. Og det skal deltagerne også have at vide.
- Vi skal jo også sige, at "det er kraftedeme noget lort", hvis vi mener det, siger Carsten Dahl.