2. jun. 2021
Af Stine Ramlyng

Bonderøven Frank Erichsen har fået nyt, vildt job

Frank Erichsen alias Bonderøven
Frank Erichsen alias Bonderøven
Foto: DR
Frank "Bonderøven" Erichsen har fået job for FN, hvor han skal rådgive om beskyttelse og genoprettelse af den vilde natur sammen med et panel på 25 personer fra hele verden.

Det store udland har fået øjnene op for Frank Erichsens indsigt og dedikation til naturen - og det i en sådan grad, at han er blevet inviteret til at være medlem af FN’s såkaldte Advisory Board. Et panel af eksperter, der skal rådgive FN's arbejde med at genopbygge økosystemer i årene 2021-2030, blandt andet ved at give plads til den vilde natur.

Frank Erichsen: Det er en stor ære

Og det er netop noget Frank Erichsen ved en masse om. Dels via sit job som "Bonderøven" på DR og dels via produktionen af programserien "Giv os naturen tilbage", der skabte mere vild natur i Hjørring Kommune.

- Det er en stor ære, at FN vil gøre brug af den viden og erfaring, jeg har opbygget gennem årene om naturens livsbetingelser. Biodiversitetskrisen er alvorlig og forudsætningen for, at vi kan komme krisen til livs, er at finde en måde at sameksistere på arterne imellem.

- Jeg ser frem til at dele ud af mine erfaringer og udveksle viden og ideer med repræsentanterne fra de andre lande. Det er yderst motiverende og et stort ansvar at bidrage til at fremme naturens vilkår – ikke bare i Danmark, men i hele verden, siger han i en pressemeddelelse på DR om sit nye, vilde job.

Læs mere om: