Brødrene Anders og Julius - julens mest populære julegave
Julius døde for fem år siden, og Anders på 80 år vil ikke flytte fra fødegården, selv om han skal sidde alene i julen.
Danmarks Radio har udgivet den populære serie "Anders og Julius" på dvd. Gensynet med de to brødre er åbenbart et stort juleønske hos danskerne, for serien om livet på Skuregården topper listen over de mest solgte TV-serier på dvd. Den eneste, der ikke ved, at han igen er en succes, er Anders.
Gnaven og utilfreds
Han sidder alene tilbage, efter han mistede sin storebror Julius for fem år siden.
- Ingen har fortalt mig noget, og jeg har heller ikke fået et eksemplar af dvd'en, halvråber en tydeligt utilfreds Anders, mens han samtidig står og klager sig over smerter i det ene ben. Anders viser heller ingen større interesse for den lille gave med TV-serien, som BILLED-BLADET har med til ham.
Gider ikke se sig selv på TV
- Jeg har aldrig brudt mig om at se mig selv på fjernsynet, og jeg har faktisk heller ikke set alle afsnittene, fastslår Anders meget kategorisk. Alligevel har Anders svært ved at skjule, at han er lidt smigret over, at serien "Anders og Julius" stadigvæk kan klistre danskerne til TV-skærmen, selv om det sidste afsnit blev sendt for fire år siden. Siden 1990 nåede have- og TV-manden Søren Ryge Pedersen, der næsten er nabo til Anders og Julius, at lave syv hverdagsportrætter af de to specielle brødre, indtil Julius døde 25. juli 2005. Han blev 85 år.
- Selvfølgelig savner jeg Julius. Det var jo rart, når han sad i stolen, og jeg kunne diskutere lidt med ham. Også selv om vi sommetider kom lidt på kant, smågriner Anders, mens han med piben peger over på den tomme og slidte stol i hjørnet af stuen.