
Carmen Curlers' Rosalinde Mynster om sin kendte mand: Han er mit livs kærlighed

Rosalinde Mynster, 35, er endelig tilbage i ”Carmen Curlers”.
Axels tidligere hustru, Tove, fyldte ellers en del i den første sæson og var så helt væk fra skærmen i anden sæson – ikke med Rosalindes gode vilje dog.
– Det var fedt at vende tilbage som Tove. Jeg var vildt ked af, at jeg ikke var med i anden sæson, siger hun til BILLED-BLADET.
I tredje og sidste sæson vender Tove tilbage som designer.
– Hun har en skabertrang og en lyst til at realisere sig selv. Det kunne hun ikke i første sæson i den kvinderolle, hun havde, hvor hun bare var kone og mor. Hun har været i en process og i et helt andet miljø end det, Axel repræsenterer – det gammeldags, hvor mændene sidder og ryger cigar. Nu bevæger hun sig i en kunstnerisk verden, hvor hun har fundet sig selv, og hvor man diskuterer verden, siger skuespilleren.
Tove besøger ad flere omgange Axel og sønnen i det nye hus, hvor Axel nu bor med Hanne, og det er Hanne ikke altid lige glad for.


Har lige fejret bryllupsdag
Privat er Rosalinde sikker på, at hun sin mand, i Jakob Emil Lamdahl, har fundet sit livs kærlighed.
Han er kendt fra punkrockband som Gäy, Marching Church og Værket.
For tiden er han dog både sanger, sangskriver og bassist i det mere poppede soloprojekt Springer.
De to har lige fejret fire års bryllupsdag.
– Det føles godt. Det største i verden er kærlighed. Det med at finde en livspartner er meget betydningsfuldt. Vi er meget tætte.
Deres forhold er da også meget anderledes end det ægteskab, Tove var i med Axel.
Respekten for den andens skabertrang går begge veje.
– Vi føler begge, at vi aldrig har nok tid i forhold til hvor meget, vi gerne vil arbejde med vores eget. Han er sangskriver og arbejder ofte for andre, og det gør jeg jo også som skuespiller. Det er en kæmpe del af vores personligheder at være udøvende, men samtidig sidder vi begge derhjemme fordybet i hvert vores eget og skriver. Så vi har en vekselvirkning, og det er en balance, der skal gå op, siger hun.

