7. jan. 2023
Af Karina Didriksen

Caroline Wozniacki nåede det lige: Så kort tid havde hun inden stort tv-show

Caroline Wozniacki
Caroline Wozniacki
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Tennisstjernen Caroline Wozniacki er rejst til Danmark for at være vært på DR-showet ”Sport 2022”.

Caroline Wozniacki bor til daglig i USA med sin mand og to små børn, men i øjeblikket er hun tilbage i Danmark.

Lørdag aften skal hun nemlig stå i spidsen for DR-showet ”Sport 2022” sammen med Tina Müller og Josefine Høgh.

I anledning af det store show og hendes værtsdebut skal tennisstjernen naturligvis også være smukt klædt på i løbet af den store aften – og det står Jesper Høvring for.

Sad lige i skabet

Den danske designer har kreeret en glamourøs kjole til Caroline Wozniacki. Der har bare lige været den udfordring, at hun ikke bor i Danmark til hverdag.

Caroline Wozniacki har derfor ikke haft mulighed for at prøve kjolen i god tid. Men heldigvis nåede hun det lige.

- Hun prøvede kjolen for første gang i torsdags, for kun to dage siden, fortæller Jesper Høvring til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Men hun havde sendt mål til mig, og så har jeg et meget dygtigt personale, som vidste lige, hvad de skulle gøre, så kjolen sad stort set lige i skabet.

Sød og nem

Jesper Høvring er stolt over, at han har fået lov til at skabe en kjole til en af Danmarks største sportsstjerner.

- Det er første gang, jeg har mødt Caroline og har designet en kjole til hende. Hun var helt nede på jorden og utroligt sød og nem at arbejde sammen med, lyder det med et smil fra Jesper Høvring, som først begyndte på kjolen efter nytår.

Hvordan Caroline Wozniackis outfit ser ud, kan du se, når showet ”Sport 2022” sendes live på DR1 lørdag den 7. januar kl. 21.00.

Læs mere om: