22. dec. 2014
Af af Af redaktionen, FEMINA, Aller Media

Carsten Bjørnlund: De fleste mænd foretrækker en naturlig kvinde

Carsten Bjørnlund.
Carsten Bjørnlund.
Foto: Lars H. Laursen
Skuespilleren fra ”Arvingerne” er ikke påvirket af tidens ungdomsfiksering og synes, at skellet ligger et andet sted end mellem ung og gammel.

Vi kender Carsten Bjørnlund fra roller som skolelederen Rasmus i ”Rita” og advokatbroderen Frederik i ”Arvingerne”. Nu er han aktuel i Hella Joofs nye film ”All Inclusive”, der blandt andet handler om modne kvinder kontra ungdomsfiksering.

Selv er den 41-årige skuespiller ikke påvirket af tidens ungdomsfiksering. Det fortæller han til FEMINA i denne uge.

- Jeg synes, skellet ligger et andet sted end ung/gammel. Det ligger mere i aktiv/inaktiv. Hvis man lader stå til, mister man attraktionsværdien. Det gælder mænd såvel som kvinder, unge såvel som gamle. Og når jeg på et tidspunkt selv bliver gammel, så håber jeg da at kunne være i omegnen af nogle kvinder, som jeg kan finde attråværdige.

- For en smuk, ældre grånet kvinde med levet liv i ansigtet, i furerne og i rynkerne, det er da fantastisk. Det er jo, fordi det kommer indefra. Hvis hun elsker at være i livet, er hun også smuk, siger Carsten Bjørnlund.

Bare kemien er der

Samtidig fortæller han, at han da kender mange mænd, der går efter yngre kvinder, men det er ikke noget, han går op i selv.

- Jeg kender da masser af mænd, som går efter unge kvinder, men det kan lige så godt handle om umodenhed i dem selv. Jeg er ikke til det dér Lolita-noget. Overhovedet. Hvis jeg møder en ældre kvinde, og kemien er der, så betyder alderen ingenting.

- Og det dér ideal med den ungdommelige krop, den glatte hud, den spændstige balde – altså, man kan da få lige så meget sjov ud af en slatten pat! Det er ikke dét, det handler om. Og jeg oplever faktisk mere, at det er kvinderne, der konkurrerer indbyrdes om de ting.

Ahr, den måtte da komme!

- Jamen, det er klart min oplevelse! Jeg har da enkelte venner, som synes, at sådan en plastik-pat er lækker, men prøv at høre: Langt de fleste af mine venner foretrækker en naturlig kvinde, som er sin alder. Bare hun er sig selv. Og det kan jeg godt stå inde for. At det er sådan, de fleste af os har det, siger Carsten Bjørnlund til FEMINA.

LÆS OGSÅ: Mikkel Kryger: Vi dyrker den trænede pige med silikonebryster

LÆS OGSÅ: Mikkel Beha Erichsen: Jeg gør mig umage for at være en god mand

Læs mere om: