Carsten Bjørnlund fra Arvingerne: Intet skal skille min familie ad
40-årige Carsten Bjørnlund spiller den hævngerrige og indebrændte Frederik i ”Arvingerne” på DR1, som kæmper mod sine tre søskende for at arve barndomshjemmet efter deres mors død.
Det er en situation, som er meget fremmed for skuespilleren i det virkelige liv. Han er ud af en søskendeflok på tre, og han er sikker på, at der aldrig vil opstå arvestridigheder imellem dem.
Har et godt forhold
- Jeg har selv to brødre, og jeg kan sige, at jeg føler mig meget overbevist om, at vi ikke kommer til at havne i en situation som i ”Arvingerne”, fortæller Carsten Bjørnlund til BT og tilføjer:
- For det første har vi ikke så meget at arve, for det andet har vi et virkelig godt forhold indbyrdes, og vi har på forhånd talt om, at det under ingen omstændigheder skal komme til at skille os ad.
Som at bestige et bjerg
Rollen som Frederik er Carsten Bjørnlunds hidtil største TV-hovedrolle, og han erkender, at det har været en stor udfordring at medvirke i dramaserien.
- Der har været scener undervejs, som har været som at skulle bestige et bjerg. Der har virkelig været nogle svære bjergetaper undervejs, forklarer skuespilleren til BT.
"Arvingerne" bliver sendt hver søndag kl. 20.00 på DR1.