Carsten Bjørnlund om sin skade: Jeg føler mig som en anden Daniel Agger
Skuespilleren Carsten Bjørnlund faldt forkert med sin skulder i forestillingen "Koks i kulissen" på Det Kongelige Teater og er derfor i færd med at sætte Lars Brygmann ind i rollen.
- Jeg faldt og stødte skulderen. Det er som at være en fodboldspiller, der er skadet, og derfor må sidde på bænken. Ja, jeg føler mig som en anden Daniel Agger i en skadesperiode. Det er lidt irriterende, men jeg har det fint og kan godt bevæge mig fuldt ud. Jeg kan bare ikke udføre de vilde stunts og har ikke lyst til, at skaden forfølger mig resten af livet. Derfor følger jeg lægens råd og trækker mig fra forestillingen, siger Carsten Bjørnlund til BILLLED-BLADET.
- Jeg går til fysioterapeut, tager et kurbad ind i mellem og skal bare sørge for at holde skulderen i ro i det omfang, der er tid til det. Men lige nu har jeg travlt, siger skuespilleren, der er i fuld gang med optagelserne til den tredje sæson af ”Rita” på TV 2.
LÆS MERE: Det Kongelige Teater må aflyse: Carsten Bjørnlund skadet.