Casper Christensen og kæresten i Her er dit liv i aften
Sjældent har Casper Christensen i den grad tabt kæben, som da en lift fyldt med panfløjte-spillende, sydamerikanske indianere dukker op foran hans vinduer på første sal på Strøget. Da Casper går hen til vinduet for at finde ud af, hvad i alverden der sker, smutter Puk Elgård ind i kontoret bag ham og "kidnapper" Casper.
Sådan indledes den femte og sidste omgang af "Her er dit liv" med Puk Elgård i aften. Det er hele Danmarks Casper Christensen, der er midtpunkt for den timelange udsendelse, hvor både gamle og nye kærester, kollegaer og familiemedlemmer kommer på besøg og fortæller om deres oplevelser med Casper Christensen.
Mest bifald får Caspers ekskæreste, skuespilleren Iben Hjejle, som han brød med i foråret, og som dukker op på en storskærm med ordene: "Hej Casper, det er mig... Iben, du ved". Men også Caspers nye, unge kæreste, Isabel Friis-Mikkelsen medvirker i programmet, ligesom hendes far - og Caspers "svigerfar", ven og samarbejdspartner - Jarl Friis-Mikkelsen sender en videohilsen til sin arvtager.
I løbet af programmet når Puk og Casper rundt om mange af de succeser, Casper har haft i sin karriere: "Husk lige tandbørsten", "Tæskeholdet", "Mandril-aftalen", "Langt fra Las Vegas" m.m. Så der er masser at glæde sig til.