23. jul. 2013
Af Karina Didriksen

Clement Kjersgaards mor er død af kræft

Anita Elisabeth Behrendt og Clement Kjersgaard.
Anita Elisabeth Behrendt og Clement Kjersgaard.
Foto: AOP
TV-værten er i sorg, efter hans 73-årige mor, Anita Elisabeth Behrendt, tabte en kort kamp til lungekræft i weekenden.

I slutningen af maj 2013 fik Clement Kjersgaards mor, Anita Elisabeth Behrendt, den frygtelige besked, at hun var ramt af lungekræft. Knap to måneder senere, lørdag den 20. juli, tabte den 73-årige, tidligere skolelærer kampen til sygdommen.

Anita Elisabeth Behrendt boede i Aarhus, og det har betydet, at hendes 37-årige søn har tilbragt meget tid i smilets by ved sin mors side de sidste to måneder.

- Min mor var et ubeskriveligt storslået menneske, siger Clement Kjersgaard til BT og fortæller, at han vil huske hende for en bestemt sætning.

- Hendes valgsprog var: ”Hvad mennesker har lavet, kan mennesker finde ud af”. Hver gang der var noget, man ikke kunne, eller noget man ville give op over, så sagde hun de ord, siger DR-værten.

Hans mor var religions- og historielærer på Forældreskolen i Aarhus i næsten 20 år, og hun har desuden været illustrator på Biblen for store og små.

Anita Elisabeth Behrendt giftede sin i 1971 med Clements far, Erik Kjersgaard, som døde i 1995.

Læs mere om: