16. jan. 2017
Af Luise Marie Bekker

Dansktopstjernen Ulla Pia hyldes på TV

Ulla Pia.
Ulla Pia.
Foto: DR
I "Dansktoppens Stjerner" på DR K fortælles historien om "Flower Power Tøj"-sangerinden Ulla Pia.

"Dansktoppens Stjerner" hedder programserien om fire af genrens største navne.

Det første program, der sendes på DR K i aften klokken 20.00, fortæller historien om Ulla Pia, der var den unge pige fra arbejderklassen, som blev Danmarks dansktopdronning i 1970'erne.

Hun var gudesmuk, sang så det bragede og levede livet i fulde drag uden at miste jordforbindelsen.

Men det evige liv på landevejene langt væk fra datteren Karina, betød også lange perioder med nervepiller og angstanfald.

I programmet fortæller Ulla Pia selv sin historie sammen med datteren Karina.

Ulla Pia havde dårlig samvittighed

- Alle odds var imod hende (Karina, red.) med mig som mor, for det var mormor, der passede. Når jeg så kom hjem, gik jeg over og hentede hende og bar hende hjem, så jeg kunne vågne med hende den næste morgen... Det har været synd for hende, siger sangerinden, der lavede hits som "Flower power Tøj" og "Karina" og desuden repræsenterede Danmark ved Eurovision Song Contest i 1966.

- Mor har altid haft dårlig samvittighed over, at hun havde det job, som hun havde. Fordi hun var så meget væk. Men det har ved gud grød ikke fyldt særlig meget i mit liv. Jeg har aldrig følt mig svigtet eller tilsidesat. Fordelen var jo, at jeg havde hende i hverdagen, hvor andres forældre var på arbejde, fortæller datteren Karina.

De to bor i dag meget tæt på hinanden i Nærum og ser hinanden ofte, fortæller Ulla Pia til BILLED-BLADET. På torsdag kan du læse meget mere om hende og hendes hit "Flower power Tøj" i bladet.

Tirsdag, onsdag og torsdag i denne uge fortæller DR K også historierne om Gustav Winckler, Otto Brandenburg og Flemming "Bamse" Jørgensen i programmet "Dansktoppens Stjerner".

Ulla Pia.
Ulla Pia.
Foto: AOP

Læs mere om: