
De er 41 og 32 år og har aldrig haft en kæreste, før de blev gift: Ikke en dealbreaker

41-årige Rolf og 32-årige Nina bliver gift for rullende kameraer i ”Gift ved første blik”.
For Nina er det et kæmpe skridt at tage, da hun aldrig har været i et forhold før.
Da hun fandt ud af, at hendes nye mand, Rolf, heller ikke havde haft en kæreste før, blev hun overrasket.
- Lige så overrasket som nogle kan blive over, at jeg ikke har haft en kæreste, lige så overrasket var jeg over, at han heller aldrig har haft en kæreste, fortæller Nina til BILLED-BLADET.

Selv om Nina ikke har haft en kæreste før, har hun aldrig oplevet, at det har været en såkaldt dealbreaker, når hun har datet. Hun har bare aldrig fundet den rigtige, lyder det.
Og hun ser da heller ikke de manglende kæresteerfaringer hos sin nye udkårne og hende selv som et problem, tværtimod.

- Jeg tænkte, at det var en kæmpe styrke, at vi stod samme sted, slår hun fast og uddyber:
- Det var ligesom et blankt lærred, vi selv kunne få lov til at male, uden at vi skulle male noget over. Jeg prøvede virkelig at holde fast i, at det måtte være vores fordel, at vi begge to er lidt uprøvede, lyder det.
Du kan se, hvordan det går Nina og Rolf og de andre par i ”Gift ved første blik” hver torsdag kl. 20.00 på DR eller DRTV.
