15. sep. 2012
Af af Jan Bergman

De skal dyste mod hinanden i Maestro

Bertil Haarder, Sara Bro, Jesper Skibby, Gitte Nielsen, Peter Mygind og Mille Lehfeldt.
Bertil Haarder, Sara Bro, Jesper Skibby, Gitte Nielsen, Peter Mygind og Mille Lehfeldt.
Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR
Seks kendte har sagt ja til den store klassiske "Maestro"-dyst på TV - se her hvem de er.

Fredag blev det afsløret hvem, der skal dyste mod hinanden i den helt nye sæson af "Maestro", der fra lørdag 13. oktober ruller over TV-skærmen i de danske stuer.

Bertel Haarder, Gitte Nielsen, Jesper Skibby, Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Peter Mygind og Sara Bro tager imod en udfordring for livet, når de på få uger skal i lære som dirigenter og stå i spidsen for DR SymfoniOrkestret.

I fem programmer på DR1 skal deltagerne konkurrere om at dirigere DR SymfoniOrkestret.

Dommerpanelet er sammensat af dirigenter og klassiske musikere, og den klassiske pianist og vært Nikolaj Koppel vil lede seerne og deltagerne gennem konkurrencen.

I det første program går de seks deltagere på scenen foran DR SymfoniOrkestret og publikum uden at have modtaget nogen form for undervisning i at dirigere. De skal få orkestret til at spille, kun med hjælp af en dirigentstok og deres egen forestilling om, hvordan man dirigerer et symfoniorkester.

Coaches og dommere

I de efterfølgende programmer modtager deltagerne coaching fra Jakob Hultberg, Martin Åkerwall og Nenia Zenana og bliver vurderet af dommerpanelet Michael Bojesen, Peter Ettrup Larsen og Ulla Miilmann Jørgensen.

Årets deltagere i Maestro

Bertel Haarder (1944) Politiker og folketingsmedlem for partiet Venstre.

- Jeg er meget glad for musik, og jeg har sagt ja til at deltage i Maestro, fordi jeg gerne vil være med til at give seerne et indblik i den klassiske musiks anatomi.

Gitte Nielsen (1963) Model, sanger og skuespiller

- Jeg glæder mig til at vise Danmark, hvor godt klassisk musik kan være. Jeg har jo prøvet rigtig, rigtig mange ting i mit liv, men dette er absolut den største udfordring jeg har involveret mig i.

Jesper Skibby (1964) Tidl. professionel cykelrytter

- Jeg er helt tonedøv, men bliver virkelig rørt af klassisk musik, når det er godt. Hvis jeg ikke kan lide det, plejer jeg at slukke for det! Jeg kan virkelig godt få angst, når jeg tænker på at jeg skal stå foran et stort symfoniorkester, men jeg glæder mig også meget til det."

Mille Hoffmeyer Lehfeldt (1979) Skuespiller

- Den klassiske musik er blevet for mig, hvad Pippi Langstrømpe var da jeg var barn; et univers, hvor alt er muligt, og hvor man kan løfte heste og udtrykke alt det man ikke kan med ord… jeg er så spændt på at skulle prøve at dirigere og jeg glæder mig meget til udfordringen"

Peter Mygind (1963) Skuespiller

- Jeg har talt med nogle af deltagerne fra sidste år, som sagde at det var én af de største oplevelser de har haft. Så det måtte jeg også bare prøve.

Sara Bro (1974) Radiovært og forfatter

- Jeg så Maestro sidste år og tænkte at det så både sjovt og svært ud, så jeg blev virkelig glad, da jeg blev spurgt om jeg ville være med.

Læs mere om: