5. sep. 2018
Af Casper Nielsen

Dejligt genhør: Hjorting tilbage i radioen

Jørn Hjorting
Jørn Hjorting
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Den 87-årige radio-legende sad ved mikrofonen, da ”De ringer vi spiller” fejrede 50-års dag.

Jørn Hjortings velkendte stemme tog imod, da lyttere onsdag formiddag den 5. september ringede ind til ”De ringer, vi spiller”.

Programmet, som Hjorting stiftede for 50 år siden, fejrede sin runde dag, og legenden selv var ikke bare inviteret i DR-studiet i Næstved til en snak med den nuværende vært på programmet, Peter Sten. I programmets anden halvdel overtog den 87-årige Hjorting selv mikrofonen og tog en snak med de heldige lyttere, der kom igennem på telefonen.

Kæmpe succes

-I begyndelsen var der stor fokus på programmet fra pressens side. Men i mit stille sind tænkte jeg, om der mon overhovedet var nogle, der ville ringe?, sagde Hjorting.

-Så jeg havde et par gode venner, som jeg kunne ringe op hvis det viste sig, at der ingen lyttere var. Men det var der ... i løbet af 1970'erne og 1980'erne havde vi omkring 1,6 millioner lyttere. Men det var også i monopolets dage, sagde Hjorting om den opmærksomhed, der opstod, når han lavede ”De ringer vi spiller”.

Erna Hjorting i studiet

Ved fødselsdagsudsendelsen fik Jørn Hjorting – der havde sin hustru Erna Hjorting med i studiet – også en lang snak med de mange, der ringede ind.

Det lød, som om han slet ikke havde været væk.

-Det var en ren fornøjelse. Jørgen faldt ind i rollen med det sammen. Det svære ved sådan nogle direkte udsendelser kan være, at skulle sige farvel til lyttere, der er igennem, men også det havde Jørn helt styr på. Det var svært at tro, at der er gået 22 år, siden han bestyrede programmet, sagde værten Peter Sten imponeret.

-Det var godt klaret. Jeg er stolt af ham, tiløjede Erna Hjorting.

Læs mere om: