Derfor indtager Barnaby København

Barnaby alias Neil Dudgeon
Barnaby alias Neil Dudgeon
Foto: ALL OVER

Den populære engelske kriminalkommissær kommer til Danmark til oktober for at filme seriens afsnit nr. 100.

Onsdag, 4. september 2013 - af Casper Nielsen

Når den populære kriminalkommissær Barnaby til oktober lander i København er det første gang nogensinde, at den populære serie skal filmes i udlandet.

- Vi ville lave noget helt specielt som kunne markere vores afsnit nummer 100. ”Midsomer Murders” er utrolig populær i dansk TV, hvor den har kørt i tolv år og har fat i 40 procent af seerne. Så det bliver stort at skulle arbejde sammen med DR, der jo har produceret den prisvindene serie ”Forbrydelsen”, siger Jo Wrigth – den engelske producer bag Barnaby-serien.

Kriminalkommissær Barnaby – i skikkelse af den engelske skuespiller Neil Dudgeon - efterforsker i jubilæumsafsnittet et mord i sin fiktive politikreds i England, som viser sig at have spor, der fører hele vejen til Danmark og København.

Derfor må han og assistenten Nelson (spillet af Gwilym Lee) af sted til den by, som britiske TV-seere ikke mindst kender fra ”Borgen” og ”Forbrydelsen”.

Det betyder, at der i jubilæumsafsnittet – der får titlen ”Morderne i København” - kommer til at indgå gode danske skuespillere.

Og det er ikke helt tilfældigt, at Ann Eleonora Jørgensen og Birgitte Hjort Sørensen er valgt som to af de medvirkende.

Ann Eleonora kender engelske TV-seere som den dræbte Nanna Birk Larsens knuste mor i første omgang af ”Forbrydelsen” – Birgitte Hjort Sørensen vil de sikkert genkende som reporteren Katrine Fønsmark fra ”Borgen”.

- ”Midsomer Murders” er danskernes yndlingsprogram i mere end et årti. Det er en ære og utroligt spændende, at vi er i stand til at bidrage til seriens fornemme serie af mordofre og detektiver,« siger Kaare Schmidt, der er DR’s redaktør for indkøb af TV-serier.

Hvornår “Morderne I København” bliver sendt vides af gode grunde endnu ikke.

  • Husk at du kan købe de nye afsnit af Kriminalkommissær Barnaby med BILLED-BLADET i denne uge – og mange uger frem.