Derfor stopper Louise Wolff på Sporløs
DR har fundet en ny vært til at føre det populære program "Sporløs" videre på DR1. Rie Helmer Nielsen afløser således Louise Wolff, der fremover skal have fokus på sin værtsrolle på "Aftenshowet".
Det er chef for DR1, Lotte Lindegaard og Louise Wolff, der sammen har truffet beslutningen om at Louise stopper som "Sporløs"-vært for at koncentrere sig om sit primære job som vært på "Aftenshowet":
- Louise har været forbilledlig som "Sporløs"-vært. Men med de mange nye tiltag på DR1 i den kommende tid, har jeg haft et stort ønske om, at hun lige nu skal koncentrere sig om "Aftenshowet", da hun er vanvittig vigtig i kampen for programmets succes, siger Lotte Lindegaard og bliver suppleret af Louise Wolff, der glæder sig til at bruge sine kræfter på "Aftenshowet":
- Jeg ser virkelig frem til at kunne koncentrere mig om ét job. Og samtidig er jeg glad for, at "Sporløs" kommer i rigtig gode hænder hos min dygtige kollega, Rie, siger Louise Wolff.
Samtidig indrømmer hun dog, at det er med blandede følelser, at hun takker af som "Sporløs"-vært:
- Det har været fantastisk at være med til at forene familier i fem sæsoner. Det kommer jeg til at savne. Og jeg vil bestemt ikke afvise at vende tilbage til "Sporløs" på et senere tidspunkt, hvis jeg bliver spurgt.