
Det kunne være endt helt galt: Søren Vester ramt af lyn

Det sker sjældent. Men det skete for Søren Vester.
Som ung blev han ramt af lynet. Han gik i 8. klasse, og det kunne være endt galt. Heldigvis slap han uden skader, og det lærte ham at have respekt for naturens kræfter og tage sine forholdsregler i tordenvejr.
Det fortæller DR-værten i "Det Store Talkshow" i P4. Her uddyber han, at det dengang var under et motionsløb i Nøreng, nær Skive, hvor han var sat til at bemande en post. Da det pludselig trak op til tordenvejr, forsøgte han cykle væk og ud af det flade landskab. Han begik dog en fejltagelse ved at cykle langs et læhegn og et elektrisk hegn. Og så slog lynet ned.
- Det sagde bare "Wroom". Det der kæmpe brag. Det var en eksplosion hen over hovedet på én, fortæller Søren Vester i radioprogrammet.
Ifølge DMI skal man undgå hegn og elektriske genstande, og så kan det at hoppe på en cykel være farligt. Så Søren Vester havde ikke oddsene med sig, da han bevægede sig væk fra det åbne landskab. Dog var det en god idé at flytte sig – DMI oplyser nemlig også, at man skal undgå åbne pladser.
Under én person om året dør af lynnedslag i Danmark, men flere bliver ramt. Det præcise antal kendes dog ikke.
Den unge Søren Vester var heldig. Og nu har han et budskab til alle om at tage sine forholdsregler i tordenvejr.
