
Det så du ikke på tv: Derfor blev Lasse fra Gift ved første blik pludselig stille på bryllupsrejsen

Det har indtil videre været som et eventyr at følge Lasse og Dorthe i årets "Gift ved første blik".
Fra det sekund, de så hinanden, har de svævet på en lyserød sky, og der er allerede blevet uddelt adskillige kys og kram.
Det er også tilfældet i tredje afsnit af "Gift ved første blik", hvor de - i matchende hvide t-shirts - uddeler morgengaver, der går rent ind hos den anden, og hygger sig på en date i et Escape Room.

Men i slutningen af afsnittet sker der noget uventet.

Her er parret taget afsted på bryllupsrejse til Milano, og det starter egentlig som hjemme i Danmark med højt humør og kys, men da parret senere sidder på en restaurant, er stemningen en lidt anden.

Lasse er noget mere stille, hvilket ikke går ubemærket hen hos Dorthe.
- Jeg får en snert af, at han trækker sig på en måde, hvilket får alle min alarmklokker til at gå i gang, fordi jeg har prøvet det før. At mærke at en person trækker sig, siger hun i afsnittet.
Efterfølgende kan man høre Lasse sige, at det har været en vild uge, og at han virkelig godt kan lide at være der.
Men hvad man ikke ser på tv, er alt det, som foregår bag kameraet. Og som er en af årsagerne til, at Lasse pludselig bliver så stille.

Det fortæller han til BILLED-BLADET.
- Jeg er mentalt træt oven på en lang uge. Og samtidig er der en anden intimsfære end herhjemme. Vi bliver jo filmet, hvilket får folk til at kigge meget på os. I Danmark kigger folk mere fra afstand, men i Milano var der en anden tilgang, forklarer han.
- Jeg kunne mærke, at det påvirkede mig meget at blive set så meget på.
Han fortæller samtidig, at han var meget ærlig over for Dorthe omkring det hele, og parret forlod da også restauranten hånd i hånd.
Hvordan parrets kærlighedseventyr udvikler sig, får vi svar på de kommende uger.
Du kan se "Gift ved første blik" hver torsdag klokken 20.00 på DR1 eller allerede fra morgenstunden på DRTV.
