Ditte fra Den store bagedyst er gravid: Jeg er så glad
Ditte Julie Jensen, som i oktober måtte se sig slået af de andre konkurrenter i semifinalen i DR’s ”Den store bagedyst 2015”, venter barn nummer to med kæresten Marck.
Det afslørede den 28-årige bagedystdeltager, da hun lagde et billede op på sin Instagram-profil af datteren Karla, der holder et scanningsbillede af sin lillebror. BILLED-BLADET har fået lov til at bringe billedet.
- Vi venter os en lille dreng til juni 2016, og vi er simpelthen så glade! Tænk sig at være så privilegeret, at vi skal prøve at have en af hvert køn. Så vi er virkelig glade og glæder os til at skulle være fire i den lille familie, fortæller Ditte Julie Jensen til BILLED-BLADET.
LÆS MERE: Den store bagedyst: Ditte vil fortsætte kageeventyret
Dittes datter glæder sig til at se lillebror
Ditte Julie Jensen og kæresten Marck bor på Amager med deres toårige datter Karla, og den kommende storesøster kan næsten ikke vente med at få lillebror at se.
- Karla virker stolt og har længe sagt "mor har en baby i maven", og i går da vi fik kønnet at vide, troede hun, vi skulle ind og hente ham. "Hvor er han" sagde hun hele tiden. Karla fyldte to år i november, så det bliver en dejlig aldersforskel, forklarer Ditte Julie Jensen.
Hun er lidt over tre måneder henne i graviditeten, men for den ellers kageglade Ditte er det nok ikke ligefrem de søde sager, hun har haft mest lyst til på det seneste.
- Jeg har det godt nu. Men de første 12 uger har været lede med kvalme og træthed. Det er svært at lægge sig på sofaen hver anden gang, når vores datter ikke helt accepterer det, fortæller den vordende mor.