Ditte og Louise er klar til en ny omgang komedie
Ditte Hansen og Louise Mieritz er igen tilbage i rollerne som Ditte og Louise i anden sæson af komedieserien af samme navn.
Seerne kan allerede nyde premiereafsnittet fredag den 4. november, og ifølge de to hovedrolleindehavere er der meget at glæde sig til.
Kommer kendte på besøg
- De udsætter sig selv for vilde ting. De bliver blandt andet bedste veninder med Trine Dyrholm, tager til Masterclass ved Lars Mikkelsen og får besøg af Anne Linnet efter, at de har lånt hendes sang, fortæller Ditte Hansen og Louise Mieritz i kor.
Det er ikke så lidt de to midaldrende kvinder udsætter sig selv for, og seerne kan da også forvente endnu mere at grine af i anden sæson, for det ender aldrig helt som Ditte og Louise havde regnet med.
Præstationsangst
Makkerparret har været i gang med at skrive på anden sæson siden første sæson blev vist på DR sidste år. Serien fik den store roser med på vejen, men det er ikke noget, som har været i tankerne hos de to skuespillere, da de skulle skrive den nye sæson.
- Jeg har præstationsangst nu, hvor alle snart skal se det, vi har skrevet på i et år. Men da vi skrev det, var det ikke noget, jeg tænkte over, fortæller Louise Mieritz.
Seerne kan glæde sig til første afsnit d. 4. november.
Desuden kan alle afsnit streames på DRs hjemmeside efter TV-premieren.
VIDEO: Ditte og Louises sjove takketale til Robert-prisen