DR-børneserie vinder international TV-pris
DR’s børnedramatik strøg helt til tops, da TV-programmer fra hele verden pinsedag blev hædret med de prestigefyldte Rockie Awards ved Banff World Media Festival i Canada.
Serien ”Pendlerkids 2” vandt i kategorien Bedste fiktion til børn. DR sikrede sig prisen i et felt, hvor hundredvis af programmer fra hele verden har været indstillet, og hvor de øvrige nominerede blandt andre var velkendte ”Svampebob Firkant”, en BBC-børneserie og også danske Legos TV-serie ”Legends of Chima”.
”Pendlerkids” er en komediemusicalserie, der handler om en gruppe børn, som hver anden weekend kører med børnetoget mellem Sjælland og Jylland. Til hverdag har børnene rigeligt at gøre med deres hverdagsliv og skole, men i toget har de et fristed. Et frikvarter væk fra de voksne, bortset fra Ole, spillet af Ole Thestrup, der skal passe på dem.
- Jeg er rigtig stolt over, at noget så originalt og moderne som ”Pendlerkids” har fået denne fornemme internationale pris. Det er fantastisk, at verden også har fået øjnene op for, hvad vi kan på børne-tv-fronten i Danmark, hvad årets nomineringer til TV-Prisen herhjemme også vidner om. Aldrig har der været så mange nomineringer til programmer produceret til børn,” siger kanalchefen for DR Ramasjang og DR Ultra, Kirstine Vinderskov, i en pressemeddelelse.