24. feb. 2018
Af Laura Dalgård Hansen

DR-chef om værtssituationen i X Factor: Sofie og Joakim finder ud af det over middagsbordet

Sofie Linde og Joakim Ingversen
Foto: Lars H. Laursen
Fredag fik Joakim Ingversen debut som "X Factor"-vært, men hvor længe han skal være det, og hvornår Sofie Linde kommer tilbage, styrer de to selv.

Joakim Ingversen fik fredag aften debut som vært i "X Factor".

Et job, som hans hustru Sofie Linde indtil nu har styret med kærlig hånd.

Men efter fødslen af deres første barn, Trine, er den nybagte mor endnu ikke klar til at stå live på scenen.

I stedet har Joakim Ingversen taget over, og det valg er DR's underholdsningschef, Jan Lagermand Lundme, helt tryg ved.

Sofie Linde øver manus med Joakim Ingversen

- Han kender programmet så godt, og jeg ved også, at Sofie øver manus med ham derhjemme og giver ham gode råd. Så på den måde var det bare et oplagt bud, fordi han også er så skide dygtig, fortæller Jan Lagermand Lundme om valget af Joakim Ingversen som ny vært.

Vi tager en uge ad gangen

Det er endnu ikke besluttet, hvor længe Joakim Ingversen skal være vært, eller hvornår og om Sofie Linde kommer tilbage.

- Vi venter og ser. Lige så snart Sofie er klar, så melder hun, at hun er klar. Og der er ikke noget pres. Vi tager en uge ad gangen, og ser hvordan og hvorledes det går. Men hun er velkommen til at komme tilbage og Joakim er også velkommen til at tage den næste, forklarer Jan Lagermand Lundme.

- Det styrer de sådan lidt selv over middagsbordet derhjemme, ler han.

Havde også en plan c klar

I lang tid har ”X Factor”-holdet haft en plan b parat, hvis Sofie Linde ikke nåede at blive klar efter sin fødsel.

Men faktisk har de også været helt ude i en plan c, hvis fødslen blev alt for tæt på liveshowet.

- Da vi ikke vidste, hvornår ville føde, så har vi også haft en plan c i virkeligheden. For hvis hun fødte for tæt på liveshow 1, så Joakim også skulle være ved fødslen, fortæller Jan Lagermand Lundme, som dog ikke vil løfte sløret for, hvem plan c havde sat i værtsrollen.

Læs mere om: