DR gentager succesen: Fællessang med Phillip Faber fredag aften
Det var en kæmpe succes, da Mads Steffensen og Philip Faber sendte fællessang live på DR1 fredag aften, og nu gentager makkerparret succesen de kommende to fredage.
Der var over en million, der så med hjemme fra stuerne, hvor man foruden Philip Faber også kunne synge med blandt andre Mads Langer, Birthe Kjær og Lars Lilholt.
Tårnhøj vurdering
Seerne gav programmet en kvalitetsvurdering på 4,6 ud af 5. Det er den højeste vurdering blandt hele sidste uges tv-programmer ifølge Kantar Gallup.
Og nu kan man altså glæde sig til mere fællessang – hver for sig, og Philip Faber er utrolig glad for den store succes, programmet har fået.
- Det, at vi som danskere er i stand til at udvise samfundssind og tage ansvar for flere og andre end os selv, bliver afspejlet meget tydeligt, når vi samles om fællessangen og den danske sangskat. At føle sig lille i forhold til noget, der er meget større end én selv, er den bedste følelse, jeg kender, og den er en underliggende drivkraft i al mit arbejde med sang og musik.
- Så det glæder mig virkelig, at vi med DR1’s fællessangsprogrammer når ud til så store dele af befolkningen i denne tid, siger han i en pressemeddelelse.
De kommende to fredage vil det igen være en række forskellige danske kunstnere, som fremfører sangene i programmet. Melodierne er udvalgt af nogle af de mange mennesker, der i denne tid knokler for at holde Danmark kørende.
Philip Faber slår tonen an igen både den 3. og 10. april klokken 20.00 direkte på DR1 i "Fællessang - hver for sig".