
DR løfter sløret for ny satsning med Anders Breinholt som vært

Gennem mange år har Anders Breinholt lavet tv for TV 2, ikke mindst ”Natholdet”, men i dag er han vært på DR og P4-programmet ”Det dér” med Anders Breinholt.
Snart får vi ham også at se på tv igen. Under Smukfest afslørede Anders Breinholt, at han var på vej med et nyt familie-underholdningsprogram, og nu løfter DR’s sendeplan sløret for, hvad der er på trapperne.

I ”Danmarks nye livret” inviteres en udvidet familie hver uge ind for at dyste i køkkenet. De bliver delt i to hold og skal dyste mod hinanden for at finde danskernes nye favorit til middagsbordet.
Et smagspanel af udvalgte danskere skal afgøre, hvem der vinder. Retterne i programmerne vil løbende blive rangeret, og i finaleafsnittet skal den endelige vinder findes.
Anders Breinholt er vært, og ved sin side har han huskokken Julia Prokopenko.
Der er premiere den 9. september klokken 20.00 på DR1.

