
Efter fem års pause vender Søren Ryge tilbage til DR: Det skal han

Det var slutningen af en æra, da Søren Ryge i 2020 selv valgte at stoppe sit tv-program ”Søren Ryge direkte”.
Programmet havde kørt i 28 år, da han på daværende tidspunkt tog seerne med i sin vidunderlige have for sidste gang.

Siden er han dukket op indimellem, men ikke med sit eget program.
Det bliver dog lavet om denne sommer, afslører DR i en pressemeddelelse med sommerens nye radioprogrammer og podcast.
For hver mandag sommeren over kan lyttere komme en tur i Søren Ryges have i radioprogrammet ”Søren Ryges sidste tur i haven”.
Udgangspunktet for programmet er nemlig, at den unge journalist Asta, som står midt i livets travlhed, skal have en masse gode haveråd.
Dem står Søren Ryge selvfølgelig for.
Han har hele sit liv passet og plejet sin have, og han har gjort sig erfaringer, som han nu skal give videre til den yngre generation.
Spørgsmålet er bare, om han kan overbevise en travl, ung journalist om, at det gode liv findes blandt planter og muld i et langsomt tempo.
Der kommer fem afsnit af ”Søren Ryges sidste tur i haven”, hvor hans vigtigste haveråd gives videre.
Programmet sendes hver mandag klokken 11.00 på P1 og i DR Lyd på podcast med premiere mandag den 30. juni.
