
Efter vild cliffhanger: Nu vender Bag Enhver Mand tilbage

Uden at afsløre for meget kan det vist roligt siges, at første sæson af "Bag enhver mand" sluttede med noget af et plottwist og en vild cliffhanger.
Nu vender seriens skabere, Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, tilbage i anden sæson.
Omdrejningspunktet er også i sæson to køn, magt og jagten på balancen mellem arbejde og privatliv.
I den nye sæson kommer vi endnu tættere på seriens hovedpersoner Michael og Naja, idet deres relation udvikler sig fra kollegial til forretningspartnere.

Premiere i juledagene
- I anden sæson dykker vi ned i konflikten mellem arbejdsliv og privatliv. Hvor stor en del af vores liv bør arbejdet fylde? Og hvem er vi egentlig uden vores arbejde? Dermed byder anden sæson på flere personlige dilemmaer, og på den måde kommer vi mere ind under huden på karaktererne i "Bag enhver mand"-universet, fortæller Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag.
"Bag enhver mand 2" får premiere den 26. december på DRTV og på DR1 den 1. januar.
