Er du også overrasket? Sådan gik Pernille og Martins aften i Gift ved første blik
”Hvis jeg er i tvivl om det her match nu, vil du så helst have, at jeg ikke spilder din tid, eller skal vi afvente og se, hvad der sker?”
Spørgsmålet kommer fra Pernille til Martin i aftenens ”Gift ved første blik” og er lidt af en mavepuster for Martin, der bare gerne vil spørge ind til, hvordan Pernille har haft det med ham og eksperimentet, fra slutningen af bryllupsrejsen og til nu.
– Jeg ved ikke, om jeg skal trække mig, eller om jeg ikke skal. Jeg vil ikke være til grin. Det er et slag, at hun siger det, for vi har jo ikke rigtigt givet det en chance. Men vi kører videre, og jeg følger bare med. Vi har jo indvilget i at blive ved, og det synes vi også, vi skylder eksperimentet, siger Martin til BILLED-BLADET.
Pernille: Snakken lander godt
Ifølge Pernille sidder de to på Martins terrasse og taler i omkring to timer, så de får sagt en del mere, end man ser på tv.
– Den snak er noget længere, men den lander også godt på den måde, at vi er enige om, at vi ikke er sådan nogle der giver op. Og det er jo et eksperiment, og der ligger jo i et eksperiment, at det er noget, hvor man forsøger ting. Og det her er jo ikke et dating-setup, hvor man bare kaster håndklædet i ringen som i det virkelige liv. Det går netop ud på at udforske sig selv. Og vi er enige om, at vi gerne vil være nysgerrige på os selv og se 14 dage frem, siger Pernille og fortæller om resten af den dag:
– Det er da en stor mundfuld på en gang. Men vi har os faktisk en rigtig hyggelig aften. Og det er det, vi kan: Når vi har haft en tung snak, vender dynamikken. Jeg kan være mig selv, og Martin ved, hvor jeg står. Bagefter laver vi mad sammen, og han giver mig en ansigtsbehandling. Det er sødt! Jeg er lettet efter den snak, og det gør, at jeg har plads til at få øje på alt det gode.
Martin: Tror det er slut
For seerne kan spørgsmålet virke rimelig ledende, men over for BILLED-BLADET slår Pernille fast:
– Jeg har slet ikke besluttet mig for noget som helst på det her tidspunkt.
I øjeblikket, da Pernille stiller Martin det spørgsmål, tror han, at nu er det slut.
– Jeg tænker, at hun nok inderst inde allerede har fundet ud af, at hun ikke vil mig. Men så har vi det skidesjovt. Vi griner og drikker flere drinks.
– Men jeg lærer også, at hun nok ikke er der i processen, hvor jeg er. På daværende tidspunkt vil jeg meget gerne udforske forholdet. Det kommer fra hjertet, når jeg siger, at jeg savner Pernille efter bryllupsrejsen. Men hun siger, at hun glæder sig til at komme hjem og holde pause …
Martin: En underlig aften
Han bekræfter, at de laver mad sammen den aften, men noget kunne tyde på, at han grubler noget mere end Pernille over snakken.
– Det er en underlig aften, og jeg mister lidt gejsten. Jeg tænker: ”Nåh, ok. Det var ærgerligt. Det var ikke lige det, jeg havde forventet”. Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal fortsætte, for jeg vil gerne have mig selv med i det. Pernille er ikke gået all in, som jeg er. Efter den samtale tænker jeg, at hun ikke rigtigt har givet det en reel chance …