3. mar. 2014
Af Malan Joensen

Eurovisions-ikon bliver 90 år

Lys Assia (t.v.) ved Eurovision Song Contest i Malmø i 2013.
Lys Assia (t.v.) ved Eurovision Song Contest i Malmø i 2013.
Foto: Birger Storm
Lys Assia, der vandt det allerførste internationale Melodi Grand Prix, fylder rundt.

Den schweiziske sangerinde Lys Assia skal efterhånden have en lagkage med god plads til lysene, når hun fejrer fødselsdag – i dag bliver Eurovisions-ikonet nemlig 90 år.

Det skriver Eurovision.tv.

Lys Assia vandt det allerførste internationale Melodi Grand Prix, Eurovision Song Contest, i 1956 med sangen ”Refrain”.

I 1965 blev Lys Assia, der er født som Rosa Mina Schärer i Rupperswil, Aargau i Schweiz, gift med den danske hotelkonge Oscar Pedersen, der døde i midten af 1990’erne.

Har optrådt for dronning Elizabeth

Hun har i løbet af karrieren solgt millioner af plader og optrådt for blandt andre dronning Elizabeth, Eva Peron og den egyptiske kong Farouk.

På trods af sin høje alder er Lys Assia stadig meget engageret i Eurovision Song Contest og plejer hvert år at rejse til værtslandet og vise sin støtte til arrangementet – og faktisk har hun også så sent som i 2012 og 2013 sendt bidrag ind til juryen i Schweiz i håbet om at komme med i konkurrencen igen.

Hvorvidt hun også rejser til Danmark og viser flaget ved Eurovision Song Contest til maj vides endnu ikke.

Læs mere om: