Fredag, 16. august 2013 - af Dorte Quist

Eva Harlou bliver ny X Factor-vært

Eva Harlou
Eva Harlou
Foto: AOP
Arkitekt-værten Eva Harlou, som på mandag er aktuel med en ny omgang "Danmarks Skønneste Hjem", bliver ny vært i syvende omgang af "X Factor".

Når syvende sæson af ”X Factor” skydes i gang i begyndelsen af det nye år, er det med 36 årige Eva Harlou i værtsrollen.

Eva Harlou begyndte sin karriere hos DR i 2011 på programmet "Arkitekternes Hjem" og er lige nu klar med anden sæson af det populære livsstilsprogram "Danmarks skønneste hjem" på mandag.

Selv er hun uddannet bygningsarkitekt og har sin egen tegnestue i København. De seneste år har hun prydet de danske medier med sin viden om arkitektur og interiør, men nu kaster hun sig over underholdningsgenren på den helt store scene.

DR’s underholdningsredaktør Rasmus Ladefoged er glad for at byde Eva Harlou velkommen om bord på ”X Factor”.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at Eva Harlou bliver en fantastisk ”X Factor-vært”. Hun har både det festlige og det glamourøse over sig, hun er charmerende og indlevende, og så har hun den naturlige myndighed, der skal til for at styre dommerne med sikker hånd. Så på alle måder er det et scoop, at Eva Harlou bliver vært for Danmarks største underholdningsprogram.

Eva Harlou har altid selv fulgt med i ”X Factor”, og hun glæder sig til sin nye værtsrolle.

- Jeg er vanvittigt glad for nu at blive programmets vært.  ”X Factor” har det hele – både tårer og alvor, fest og ballade. Og jeg lover, at seerne bliver godt underholdt i næste sæson.

Det er syvende sæson af ”X Factor”, som glider over TV'et i begyndelsen af det nye år, og tallet syv har en helt speciel betydning for Eva Harlou.

- Det er syvende sæson, og syv er mit lykketal, så jeg kan mærke, at det her bliver fantastisk. Sang og musik fylder allerede meget i mit liv, og jeg glæder mig personligt til en masse musikalske oplevelser. Og så ville det da være fantastisk at få lov til at opleve Danmarks største sangtalent folde sig ud for første gang. Lige nu gælder det auditions, og det bliver spændende at møde en masse håbefulde og talentfulde deltagere.

DR har endnu ikke fundet alle dommerne til næste omgang af ”X Factor”, men de regner med snart at kunne offentliggøre dommerpanelet.

Casting foregår i Aarhus den 20. august og i København den 24. august. For at deltage skal man udfylde et tilmeldingsskema - klik her!

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden