Far kunne ikke deltage i TV-værts bisættelse
Den tidligere Sportslørdag-vært Jørgen Steen Nielsen døde i sidste uge efter en alvorlig blodprop i hjernen. Beslutningen om at slukke for den respirator, der holdt Jørgen Steen Nielsen i live i en tilstand af dyb koma, blev truffet af hans 88-årige far Henning og hans 31-årige datter Christine.
- Vi kunne bare ikke klare tanken om, at han skulle ligge i en seng resten af livet, lam, uden kontakt med sin omverden og ude af stand til at gøre noget som helst, siger Henning Nielsen, som hele livet har haft et meget tæt forhold til sin kendte søn.
Bisættelsen af TV-værten har fundet sted, men desværre blev det uden hans far.
- Desværre fik bisættelsen ikke det forløb, jeg regnede med. Jeg blev pludselig selv så syg, at jeg ikke var i stand til at deltage. To alvorlige diskusprolapser gjorde det umuligt. Smerterne var for voldsomme. Jeg har næsten ikke sovet i en måned på grund af smerterne Men det piner mig virkelig, at jeg ikke kunne følge min søn det sidste stykke vej, siger Henning Nielsen til BT.