28. jun. 2023
Af Helle Skram de Fries

Fede Forhold: Tre nye par kæmper med kilo og kærlighed

Patrick og Emma Møller Ottesen.
Patrick og Emma Møller Ottesen.
Foto: STV/Production
I sæson fem af det populære program er der for mange kilo og for lidt romantik.

Når der går hygge i parforholdet, giver det slitage på sofaen og alt for mange kilo på sidebenene.

Det oplever de tre nye par i femte sæson af DR-serien ”Fede Forhold”, der havde premiere onsdag 28. juni kl. 20.30

Her kæmper de tre par for færre kilo og mere kæresteri.

Emma og Patrick Møller Ottesen i Frederikshavn har været sammen i tre år og gift i to. I løbet af forholdet har 26-årige Emma taget 20 kilo på og 28-årige Patrick har lagt 15 kilo på vægten.

Patrick og Emma Møller Ottesen.
Patrick og Emma Møller Ottesen.
Foto: STV/Produktion

Den barske virkelighed

Det betyder, at Emma runder en vægt på 95,5 kilo, mens Patrick vejer 136,3.

Hos lægen Pia Norup bliver de præsenteret for den barske virkelighed, der er, at de ikke bare er store, deres kroppe er også faretruende usunde med et livstruende BMI.

- Vi vidste jo godt, det var galt, og det er også derfor, vi meldte os til programmet. Vi har jo prøvet mange gange på at tabe os, uden det er lykkedes, fortæller Emma Møller Ottesen til BILLED-BLADET.

Emma og Patrick Møller Ottesen.
Emma og Patrick Møller Ottesen.
Foto: Privat

- Programmet kommer hele vejen rundt, så det ikke kun handler om vægt, men også om det mentale.

- Vi er begge glade for mad, og når vi så skal hygge, får vi spist for meget og forkert. Så vi meldte os med et håb om, at det kan hjælpe os med at lykkes.

Pinligt hvis vi ikke taber os

- Her føler man også lidt, man skal stå til regnskab, fordi det er tv – og det bliver lidt pinligt, hvis vi ikke taber os, bemærker Emma og griner.

Ægteparret har set programmerne.

- Vi synes, de er fine, og vi er glade for at have været med. Men det er sjovt at se, hvor kort tid det varer, når det er klippet sammen. Vi har jo filmet meget, meget mere.

Emma og Patrick Møller Ottesen sofahygger.
Emma og Patrick Møller Ottesen sofahygger.
Foto: Privat

Også for børnenes skyld

En væsentlig grund til at parret meldte sig er også deres to børn. Emma havde i forvejen Marie, der er seks et halvt og sammen har de datteren Nanna på halvandet.

- Det er jo træls at blive forpustet, bare man skal lege lidt med dem. Og de skal jo også helst have os længe, lyder det fra Emma.

Emma og Patrick Møller Ottesen med børnene Marie og Nanna.
Emma og Patrick Møller Ottesen med børnene Marie og Nanna.
Foto: Privat

Programmet kan ses på dr.dk – og næste program kommer onsdag 5. juli.

Med i sæson fem er også Regitze Fly Plougmann og Karsten Fly Poulsen fra Lind ved Herning og Line Tolman og Mikkel Eckhard Rasmussen fra St. Heddinge.

Læs mere om: