27. aug. 2017
Af Ken Richter

Fem statsministre er enige: Det kræver held og hårdt arbejde

Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen, Poul Schlüter, Anders Fogh Rasmussen, Poul Nyrup Rasmussen.
Helle Thorning-Schmidt, Lars Løkke Rasmussen, Poul Schlüter, Anders Fogh Rasmussen, Poul Nyrup Rasmussen.
Foto: DR/Rasmus Weng
DR viser søndag 27. august kl. 20 et usædvanligt topmøde mellem de fem politikere, der de seneste 35 år har været statsminister i Danmark

Danmarks nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen byder fire af sine forgængere velkommen, når han åbner dørene til Marienborg, hvor Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt også har haft embedsbolig.

Hvordan mødet mellem de fem forløber, viser DR i fire afsnit om "Statsministrene", hvoraf det første bliver vist søndag 27. august kl. 20.

Netop de fem politikere har været landets statsminister i løbet af de seneste 35 år, siden den konservative Poul Schlüter trådte til 1982, hvor han afløste nu afdøde Anker Jørgensen.

Trods politiske uenigheder bliver det til et hyggeligt møde, hvor de fem toppolitikere giver et usædvanligt indblik i jobbet som statsminister. De er endda helt enige om, hvad det kræver, at blive og være statsminister:

- Det kræver både held og hårdt arbejde, er de helt enige om, og så bliver der ellers fortalt underholdende anekdoter og sandheder, og det bliver også til en venlig diskussion mellem Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Rasmussen om kønsroller.

I det hele taget er det usædvanlige topmøde præget af hygge og gensidig respekt, men det giver også et indblik i, hvordan en statsminister oplever og reagerer i vanskelige situationer.

Det sker for eksempel, når Poul Nyrup Rasmussen fortæller, hvad der skete i 2001 under det uhyggelige terrorangreb på World Trade Center i New York, og Helle Thorning-Schmidt glemmer aldrig den sidste dag i sin efterårsferie i 2015, hvor der var et tragisk terrorangreb på Krudttønden i København.

Læs mere om: