27. nov. 2022
Af Marie Krakau

Fem ting du (måske) ikke vidste om Mathias Hammer

Mathias Hammer
Mathias Hammer
Foto: Soren Jul Lamberth
Mathias Hammer spiller julen ind 1. søndag i advent på DR.

Sammen med Katrine Muff er det Mathias Hammer, der er vært på "Danmark synger julen ind" på DR2 kl. 20 første søndag i advent.

Julekoncerten sendes direkte fra DR Koncerthuset som vil emme af julestemning.

Katrine Muff og Mathias Hammer var også juleværtspar, da vi sidste år sang julen ind.

"Danmark synger julen ind" blev startet på initiativ af Mathias Hammers makker fra DR2s "Den klassiske musikquiz", Phillip Faber, der indtil midten af 2023 er chefdirigent i DRs Pigekor.

Mange seere stiftede bekendtskab med Mathias Hammer i netop "Den klassiske musikquiz", hvor han er en af holdkaptajnerne, samt da han trådte i Phillip Fabers sted under flere "Fællessang"-programmer.

Men hvem er Mathias Hammer egentlig?

Vi har samlet fem ting, du måske ikke vidste om Mathias Hammer.

Far til tvillinger

Mathias Hammer er gift med hustruen Louise, og sammen er de forældre til tvillingedrenge.

Udvalgte sange til Højskolesangbogen

Mathias Hammer har været en del af Højskolesangbogsudvalget, der skulle udvælge de nye sange, der skulle tilføjes i Højskolesangbogens 19. udgave. Han sad bl.a. i udvalg med sanger Søren Launbjerg og forfatter Dy Plambeck.

Lang DR-karriere

Mathias Hammer har en lang karriere på DR i bagagen. Han startede på P2 i 2010, og her 12 år senere har han både gjort sig som radio- og tv-vært og har været ansigt på både DR1, DR2 og DR K.

Parløb med Frederik Cilius

I "Den klassiske musikquiz" udgør Mathias Hammer det ene holds kaptajn mens det er Frederik Cilius, der er kaptajn på det andet hold. Mathias Hammer og Frederik Cilius har udover at være konkurrenter og kolleger også dannet makkerskab i podcasten "Hammer og Cilius", hvor de sammen dyrker deres passion for klassisk musik.

Har boet i Rusland

Mathias Hammer er uddannet pianist med debut fra Det Jyske Musikkonservatoriums Solistklasse. Undervejs i studietiden rejste han til Rusland, hvor han boede i Moskva for at studere hos Sergei Senkov på Gnessin Konservatoriet.

Læs mere om: