27. maj. 2020
Af Karina Didriksen

Flot hæder til Phillip Faber

Morgensang med Phillip Faber
Morgensang med Phillip Faber
Foto: Mikkel Suppras Kjeldsen
DR Pigekoret med Phillip Faber i spidsen har netop modtaget en fornem musikpris.

Phillip Faber spreder hver dag glæde med sin morgensang og sit gode humør, og nu har han ekstra god grund til at smile.

Sammen med DR Pigekoret har han nemlig modtaget prisen Chr. P. Hansen og Hustrus Musikpris for 2020 på 30.000 kr.

35-årige Phillip Faber har været chefdirigent for DR Pigekoret siden 2013, men på grund af coronakrisen har det i flere måneder været svært at øve og give koncerter.

Glade for prisen

Den flotte hæder til Phillip Faber og pigekoret er derfor et lyspunkt i en svær tid.

- Musikprisen kommer på et tidspunkt, hvor meget i DR Pigekoret er anderledes, end det plejer at være. Men vi er superglade for prisen, og pigerne fortjener anerkendelsen for deres arbejde, siger korets kunstneriske leder Anne Karine Prip til dr.dk.

Prisen skal ses som en påskønnelse for DR Pigekorets enestående evne til at formidle den danske sang- og salmeskat.

Faber har været i fokus

Siden coronakrisen brød ud i marts, er det Phillip Faber, som har været i fokus med både morgensang og fællessang.

- Selvom det er Phillip, der er på skærmen hver dag, er DR Pigekoret og de værdier, der ligger dybt forankret i korets arbejde, helt klart medafsender, men vi glæder os meget til at komme rigtigt i gang igen, siger Anne Karine Prip.

Hun håber, at DR Pigekoret kan begynde at øve igen fra begyndelsen af august.

Læs mere om: