3. jul. 2013
Af Jan Bergman

Forbrydelsen kommer i tyrkisk udgave

Sofie Gråbøl i rollen som Sarah Lund Forbrydelsen - kommer måske til Tyrkiet
Sofie Gråbøl i rollen som Sarah Lund i Forbrydelsen med den karakteristiske sweater.
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Meget tyder på at den tyrkiske befolkning, ligesom vi herhjemme, skal tryllebindes til TV-skærmen med Sarah Lunds sweater.

I hvert fald har produktionsselskabet bag den danske succes-serie indgået forhandlinger med en Tyrkisk TV-station, oplyser DR.

Manuskriptet og ideen er den samme som i ”Forbrydelsen”, hvis det i løbet af de næste 12 måneder lykkes for produktionsselskabet Akbel Adam Film i Istanbul at få en TV-station til at lave en tyrkisk udgave af DRs dramaserie.

Muligheden er der i hvert fald, efter at DR Salg netop har solgt en såkaldt option til produktionsselskabet, hvor de får retten til at lave et remake af serien, lyder det fra DR.

- Jeg ved, at de er i dialog med en interesseret TV-station, så jeg forventer, at Tyrkiet bliver det første land i Europa, der laver serien i en lokal udgave. I forvejen findes ”Forbrydelsen” jo i en amerikansk udgave, som også har været vist i Danmark, siger Helene Aurø, der er souschef i DR Salg.

Tyrkiet er det eneste land, der endnu har skrevet kontrakt, men DR Salg forhandler også for tiden med Indien og Rusland om salg af rettighederne til at lave et remake af ”Forbrydelsen”.

Læs mere om: