
Gensyn med børneklassikeren Nana: Jesper Christensen mindes rollen som Nanas far

DRs serie om charmerende Nana og ikke mindst hendes distræte far blev en kæmpe succes – og samtidig banebrydende for Barbara Topsøe-Rothenborg, der spillede Nana og Jesper Christensen, der spillede hendes far.
Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

I et fælles interview i anledning af, at serien nu genudsendes på DR 1 og DRTV den 21. juni, fortæller de to hovedpersoner om deres oplevelser, og hvordan rollerne som Nana og Nanas far har betydet meget for de to hovedrolleindehaveres karrierer.
Grinede højt
Jesper Christensen nævner blandt andet også, at han sammen med sin egen datter, der er jævnaldrende med Barbara Topsøe-Rothenborg, havde forsøgt sig med at bruge appelsiner til at lære hende at regne.

Derfor grinede han højt, da han fik manuskriptet og læste den legendariske scene, hvor han som far skulle lære Nana at regne - netop med hjælp af appelsiner.
Her er Jesper Christensen og datteren Lulu Betz, da de i 2016 besøgte en flygtningelejr i Irak i forbindelse med en indsamling til Dansk Flygtningehjælp.

- Jeg føler mig totalt heldig, at jeg fik lov at være med i den. Det er da en gave, det kan der slet ikke være tvivl om, siger Jesper Christensen til DR og kalder manuskriptet ”fuldstændig genialt”.
Kendt i hele Danmark
Serien om Nana betød, at Jesper Christensen pludselig blev et kendt ansigt i hele Danmark. Til DR fortæller han blandt andet, at han dengang ikke kunne gå ind i en bus, uden folk begyndte at synge titelmelodien til ”Nana”.

Barbara Topsøe-Rothenborg fortæller, at hun skylder sin rolle som Nana, at hun siden fik en karriere som instruktør og historiefortæller.