27. sep. 2017
Af Juliane Olsen

Gift ved første blik-Katrine flytter i hus med kæresten

Katrine Aakjær Nielsen
Katrine Aakjær Nielsen
Foto: Lars H. Laursen
Katrine Aakjær Nielsen fandt ikke kærligheden igennem ”Gift ved første blik”, men nu flytter hun i hus med en kæreste, hun har mødt efter programmet.

Den 31-årige Katrine Aakjær Nielsen blev gift med Jakob Bay i ”Gift ved første blik” i 2014, og umiddelbart så de ud til at have fundet melodien.

De forblev i hvert fald sammen, efter programmet sluttede, men deres forhold endte i starten af 2015.

Den efterfølgende sommer fandt Katrine Aakjær Nielsen dog en ny kæreste under en ferie i Ungarn.

Parret har skrevet under

Det ser ud til at være den store kærlighed, for nu har parret i hvert fald valgt at flytte sammen i et hus.

- I dag satte vi vores underskrifter på et helt fantastisk hus i Hasselager, og vi kan slet ikke være i os selv af glæde, skriver Katrine Aakjær Nielsen på Instagram i et opslag, BILLED-BLADET har fået lov at bringe.

I forvejen har hun boet i lejlighed sammen med sin kæreste Jeppe siden starten af sidste år, men selve huskøbet har været noget af en rutsjebanetur.

Underskriften var en vild følelse

Et andet par havde nemlig budt over Katrine Aakjær Nielsen og hendes kæreste, men dagen efter sprang konkurrenterne heldigvis fra.

Torsdag kunne kæresteparret så endelig trække vejret igen, da de skrev under på købet, og det beskriver Katrine Aakjær Nielsen som en ”vild følelse”.

Nu overtager parret huset den 1. marts næste år, og så bliver der ellers tid til, at de kan nyde deres nye have.

Læs mere om: